Check out our parent organization

PEN Internationals Manifest for Kvinders Rettigheder

Det første og grundlæggende princip i PENs charter lyder: ”Litteratur kender ingen grænser.” De grænser, der dengang tænktes på, var især dem mellem lande og folkeslag. For mange af verdens kvinder – og for næsten alle kvinder indtil for ikke så længe siden – var den første og sidste og måske mægtigste grænse imidlertid døren til det hus, hun boede i: hendes forældres eller hendes mands hjem. Skal kvinder kunne ytre sig frit, have ret til at læse, ret til at skrive, skal de nødvendigvis have ret til at kunne bevæge sig omkring fysisk, socialt og intellektuelt. Der er få samfundssystemer, som ikke ser med fjendtlige følelser på en kvinde, som selv kan gå.

I PENs øjne skaber vold mod kvinder, i alle dens mange former, både bag hjemmets fire vægge og i det offentlige rum, farlige former for censur. Verden over værdsættes kultur, religion og tradition igen og igen højere end menneskerettigheder og bruges som argumenter for at opildne til eller forsvare overgreb mod kvinder og piger.

PEN anser det at bringe en person til tavshed for det samme som at nægte personen eksistens. Det er en form for drab. Hvis kvinders kreativitet og kundskab ikke har mulighed for at udfolde sig helt og frit, berøves hele menneskeheden noget, som den ikke kan være foruden.

PEN TILSLUTTER SIG FØLGENDE INTERNATIONALT ANERKENDTE PRINCIPPER:

  1. IKKE-VOLD: Stands vold mod kvinder og piger i alle dens former, det være sig fysisk, seksuel, psykologisk, verbal eller digital vold; skab samfundsforhold, i hvilke kvinder og piger kan udtrykke sig frit, og sørg for, at al kønsbaseret vold bliver grundigt undersøgt og straffet, og at ofrene får erstatning.

  2. SIKKERHED: Beskyt kvindelige forfattere og journalister og bekæmp straffrihed for voldelige handlinger og chikane begået mod kvindelige forfatter og journalister, hvad enten de sker fysisk eller online.

  3. UDDANNELSE: Afskaf uligheden mellem kønnene på alle niveauer i skole og uddannelse ved at fremme fuld adgang til god undervisning for alle kvinder og piger og ved at sikre, at kvinder helt og fuldt kan udøve deres ret til at lære at læse og skrive.

  4. LIGHED: Sørg for, at kvinder stilles lige med mænd for loven, fordøm diskriminering af kvinder i alle dens former og tag alle nødvendige skridt til at fjerne diskriminering og sikre fuld lighed for alle mennesker gennem fremme af kvindelige forfatteres virke.

  5. ADGANG: Sørg for, at kvinder får samme adgang til samtlige borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder for derigennem at fremme både kvinders fulde og frie medvirken i alle medier og inden for alle litterære genrer. Sørg desuden for offentlige opmærksomhed over for denne medvirken.

  6. PARITET: Søg at fremme, at kvindelige skribenters økonomiske udbytte af deres arbejde svarer til mændenes, og at kvindelige forfattere og journalister er ansat og lønnet lige med mændene uden nogen form for diskrimination.